Et af vores strategiske fokusområder er at sikre en professionel og konsistent behandling af alle studerende, så vi sikrer de studerendes retsstilling. Så når der skal udarbejdes nye studieordninger, en uddannelsesleder skal rådgives om korrekt juridisk håndtering af en sag, når almindelig klagesagsbehandling skal håndteres bedst muligt eller når der skal etableres korrekte arbejdsgange på tværs af organisationen. Ja, så er det der, vi har brug for dig. Hvis du samtidig gerne vil gøre en forskel for fremtidens fagprofessionelle, glæder vi os til at byde dig velkommen på holdet. Vi søger en jurist til en fast stilling, der kan lide at arbejde med konkret sagsbehandling inden for det uddannelsesjuridiske område samt rådgive og vejlede både studerende og samarbejdspartnere. Vi går en spændende tid i møde, hvor du med din stærke faglighed inden for uddannelsesjura vil blive en nøglemedarbejder bl.a. ift. implementering af reformen af de professionsrettede uddannelser på Professionshøjskolen Absalon.